Søvn

Jeg er halvt mennekse halvt dyr. halvt maskine. Jeg er et tikkende stykke natur, jeg er Den kunstige hund og den flødefarvede sofa. Jeg er den eneste der står netop her, på en gadehjørne med mennesker der løber forbi i alle retninger uden at se mig overhovedet. Bag skærmende briller og displays, bag høretelefoner og øreclipsmobiltelefoner, er min race og min art i færd med at blive væk fra mig.

I forvejen taler danskere sjældent til hinanden i de offentlige rum.

Jeg er den lille rose som ligger på vejen, plukket og kastet bort. trampet på af travle fødder. Et stk genmodificeret natur med kunstig farvespray. Jeg er fejemaskinen, der kører i den tidlige morgentime, og chaufføren der elskværdigt kan tale om roterende  børster i meget meget lang tid. Nogle ville tænke, han er et enfoldigt menneske hvis eneste funktion er dette, jeg tænker, gad vide om han er en robot.

Robotter er smukke og enfoldige, lever alene for deres funktion i den proces de intet overblik har over.

Robotter reflekterer ikke over funktionskontrolleret adfærd. De leger ikke om natten, eller går ture med sjovt tøj på.

Jeg er effektiv, det føles meget effektiv, taste taste taste, ikke tid, ikke tid, ikke tid, hej, hej, hej, means hello goodbye.

Jeg kunne tænke mig at være mere effektiv, en operation måske, udvidet IQ, større forlap og speed dial fingre. Mine organer trænger nok også til udskiftning, jeg har læst at kroppens aldringsprocess hænger uløseligt sammen de rustne organer. Har jeg råd til en menu B eller C? that’s the question, B or C.

Jeg vil være berømt, men ingen er interesserede i objekter uden ungdomsparfymereklametingen, så jeg kunne måske sælge mit hus og købe et Image Life Style medlemskort hvor jeg via cyborgagenter kan udleve mig selv i simultane nivauer, på internettet,  til fester og charities, på konferencer og politiske møder. Det er en investering i fremtiden at kunne være til stede i livet.

Jeg rejser mig langsomt op, det lysner ude i horisonten, og gennem træets grene ser jeg den almægtige sol rejse sig fra mørket, et gulligt lys der tager til i styrke, og sekunder efter er den varme lysende orange flade på vej op i rosa skykaos.

Der er et lille stykke luft her, jeg står på afstand af byen, og er stadig vokset sammen med den, med det store metalskrog omkring mig, med regnen jeg havde glemt , med tingen i min mave, ikke et barn men et skelet der omslutter mig både ude og inde, der registrerer min færden og kalkulerer min forventede reaktionstid.

Jeg er den hvileløse der vandrer, fordi søvn er blevet afskaffet. Det var også den rene tidsspilde, og jeg har så meget mere tid.. til.. at …    Min søvn kalibrator er i uorden igen, og jeg orker ikke rigtig at være effektiv, er bare til stede i denne solopgang, med ønsket om at søvnen ville komme tilbage.

Med fantasien om den varme krop der kan ligge ved siden af mig i sengen og trække vejret roligt.