Antropomorf

Menneskelignende, af menneskelignende form.

Det er meget nærliggende at antage at mobiltelefoner snart vil blive indopereret i armene på unge mennesker, og at vores fysiske form vil udvikle sig baseret på den måde vi konstant interagere med teknologi og maskiner. 2 tommelfingre mere og du vil kunne skrive dobblelt så mange sms’er.

Kærligheden er på sms. Det chokerede mig ret meget da min veninde i tekstbeskedens ungdom modtog et ”vi skal ikke være sammen mere” fra sin daværende filminstruktørkæreste, så vidt vides talte de aldrig sammen siden. Ancient history, ligesom da jeg var helt vildt smart og skulle gøre indtryk på min rockstar date med en af de første ”bærbare” telefoner”, som jeg løftede op af tasken på cafeen i Berlin. Bla bla bla, min manager i Stockhom skulle lige bekræfte koncertarrangementerne.

Bærbare, floppydisker, og den usynlige og usandsynlige udvikling, der har overtaget vores personlige liv.

En bil er vokset sammen med vores numser, en personlig computer er nødvendig for at overleve i den materielt udstyrede del af verden. En dag uden en cappuchinomaskine er utænkelig.

Min dag er fuldstændig styret fordi at jeg er en integreret del af mine omgivelsers behov.

Utænkeligt, ikke at svare på mine mails eller på mobilen, utænkeligt at være bare een dag sammen med nogen træer og nogle gulerødder der vokser. Utænkeligt at have et husdyr der skal fodres flere gange om dagen.

Illusionen af kontrol. Jeg husker revolutionen i mit liv, telefonsvareren, hey, nu kan jeg styrer mit liv og fyre sekretæren. hey, nu kan jeg arbejder på badeanstalten, nøgen på broen, og lade som om jeg er på kontoret. En frihed, hvor teknologi giver den vilde drøm om frihed næring, explicit, mageløs, vidunderlig fri. I en usynlig skov af radiobølger, frekvens kaos og digitale signaler. Jeg tænker tit på dengang de synes DDT var det hotteste nye, og sprayede både børn og voksne med rigelige mængder fra store forstøvere… Hvad fanden sker der med mit hoved, når jeg hører mærkelige hyletoner, og får voldsomt ondt i øret af at snakke i mobiltelefon efter få sekunder.

Jeg længes efter havet. Jeg ser hvordan den falske frihed i maskinernes favn er vores alfa drive, har overtaget fuldstændig. Jeg elsker min støvsuger, min brødrister, min kæreste og min nye lampe. Min kærlighed er en fantasiløs følelsesforviring hvor jeg helt ubekymret er i stand til at elske alt og alle der tilsyneladende opfylder mit umiddelbare behov.

Jeg er vokset sammen med dem, alle menneskerne inden i maskinerne, alle de der har skabt min verden, mine film, mine emails, mit fjernsyn. Mine tusinde billeder på nethinden, mine langsomme fingre på tasterne, der kun alt alt for langsomt formidler en forsinket tanke. Jeg kunne engang skrive i hånden, det elsker jeg, den stoflighed og forbindelse til min krop. Maskinen er imellem mig og livet, mit primære kommunikationsredskab.

Min elskede maskine. Jeg er så helt din. Alt hvad jeg foretager mig er direkte og indirekte styret, derfor har jeg ingen grænser eller forbehold. Den stimulation er for stærk, for stor, og jeg er fuldstændig løsrevet fra min krop… jeg…  er… danser…, jeg var danser, men stimuli er bedøvende og jeg har intet behov for at danse længere. Jeg dansede engang med en robot, han var så stor og klodset og det krævede min yderste opmærksomhed at lade ham kopierer mine bevægelser på en måde så jeg ikke blev klemt af hans tunge krop. I dag er en let sensor sat på min arm og mit ben, og jeg styrer mit univers uden anstrengelse.

Den dag de de opfandt fjernkontrollen til fjernsynet var en absurd dag. En frihedens dag, og min finger er vokset ind i den. Mine tanker går til Freddy, den søde robot, hvor er det let at elske, han kunne tre bevægelser, og jeg troede på hans kærlighed.

Hvad der skræmmer mig er den arrogance og accept vi lægger for dagen. Min ven sagde;: mine børn gider ikke spille computerspillet med mindre grafikken ligner levende billeder i høj opløsning. Vi bliver ikke længere imponerede over robotternes færdigheder, vi lægger ikke engang mærke til at de ikke er levende, eller er levende, det gør ingen forskel. Vi er de ultimative consumere… Derfor er der grønt lys for en hvilken som helst udvikling, for vi er følelsesløse i vores løb, uden hæmninger i jagten på frihed og frihed til at vælge kanal, vælge internet udbyder, vælge fladskærm, vælge datingsite, vælge spermdonor, vælge… Jeg lytter til min telefonsvarer og tjekker fem sms’er mens jeg skriver til Etisk Råd. Jeg ville ønske at jeg havde et levende dyr, men drømmer ikke længere om elektriske får. Freddy står og ruster i en baggård på Christiania, og jeg synes det er helt enormt synd for ham, føler at jeg svigter ham. Det er nemt at elske.

Nemt at føle sig berettiget til maskinernes kærlighed, fordi de er ganske afhængige af os, og vi giver dem olie og strøm, sollys eller saltvand. 

Kærtegner dem på maven, og polerer deres fine overflader, de blanke knapper og lysende lamper, den fine kunstige hud og det dejlige hår, klippet af kinesiske piger og sendt med kærlig hilsen via jumbojet. Jeg spiser min øko-is og aer min kunstige kat.