Men hvad med den form for forskning, der sker uden forsøgspersonernes viden, eller samtykke?

Psykologiske eksperimenter, måske indeholdende nyt teknologisk ingeniør grej? – her tænker jeg stadig på den nuværende banebrydende forskning i hjernens signaler.

I USA blev der for flere år siden lavet forsøg på et universitet med studenter, der blev opdelt i grupper, og gradvist manipuleret til at blive modstandere af hinanden, uden egentligt at være det, blot for til sidst at få vist en film med 2. verdenskrig, og fortalt at det var sådan Hitler bar sig ad.

Hvor var det banebrydende element i det? Kunne historien fra det “virkelige” liv ikke bare have vist det samme? Hvorfor gentage den ?

Med den nye hjerneforskning, kan der blive åbnet for en masse positive muligheder – kun fantasien sætter grænserne næsten, men jeg kan også frygte forskeres interesse i at udnytte muligheden for forsøg som ovennævnte, eller måske endnu mere avancerede – uden først at sikre sig, at der er tale om modige patienter, og ikke blot et tilfældigt udsnit af den ganske almindelige befolkning, der ikke aner hvad der foregår.

Hvem skulle tage det ansvar, som individet selv bliver frataget i en sådan situation?, og hvordan tages det tilbage af forsøgspersonerne, i takt med bevidstliggørelsen af situationen?

Det er en evindelig balancegang. Udvikling, nytænkning – aldrig blive bange for at lære nyt, tage ny teknologi til sig og bruge den positivt for hele samfundet, og jeg har den dybeste respekt for de mennesker, der frivilligt gennem tiden har stillet sig til rådighed for det, men jeg kan ikke lide den slags forsøg, hvor mennesker umyndiggøres, manipuleres med og studeres, uden de ved hvorfor.