Har vi stadig modet?
Publiceret den 16-06-2008 – 08:51Verdens mest anvendte neurale implantat har meget snart 50 års jubilæum. Ja, vi taler om hjerte pacemakeren. Den 8. oktober 1958 fik den dengang 43-årige Arne Larsson indsat verdens første fuldt implanterbare hjerte pacemaker på Karolinska Sjukhuset i Stockholm. Der var naturligvis stor usikkerhed om udfaldet af dette indgreb, men uden et indgreb stod patientens liv ikke til at redde. Implantatet virkede helt efter hensigten, men desværre kun i 8 timer. Stakkels Arne Larsson tænker du nok. Men nej, han var bestemt ikke nogen stakkel. Dagen efter fik han en ny pacemaker, som virkede i en hel uge. Han levede videre i yderligere 43 år og nåede at få implanteret ikke mindre end 22 implantater.
Hvad er pointen? Hvem reddede Arne Larssons liv? I første omgang er svaret hans kone Else-Marie Larsson. Hun overtalte kirurgen Åke Senning og ingeniøren Rune Elmqvist til at give hendes mand en implanterbar hjerte pacemaker, der på dette tidspunkt kun var på tegnebrættet. Det var altså kombinationen af en vedholdende hustru, en modig patient, en frygtløs kirurg og en opfindsom ingeniør, der reddede Arne Larssons liv. Men hvilken opfindelse lå til grund for pacemakerens tilblivelse?
Teknologien/princippet, der anvendes i hjerte pacemakeren, blev udviklet lige efter 2. Verdenskrig. Her havde læger konstateret, at stærkt nedkølede patienter overlevede selv meget voldsomme operationer i langt højere grad end ikke nedkølede patienter. Løsningen lå umiddelbart lige for. Køl patienter ned inden der opereres! Det virkede efter hensigten, men hjerterytmen blev desværre uregelmæssig ved den temperatur læger gerne ville have patienten ned på. Den canadiske ingeniør John Alexander Hopps byggede en stimulator, der under selve operationen skulle holde hjerterytmen stabil. Det virkede, men apparatets potentiale skulle vise sig at være langt større uden for operationslokalet. Princippet med elektrisk stimulation af hjerte-muskulaturen har siden hjulpet mere end 1 million patienter, der har fået en pacemaker indopereret.
Ingeniøren Rune Elmqvist må have tjent en formue på sin opfindelse. Men nej, han tog aldrig patent på det første implantat. Det gjorde amerikanerne derimod 2 år senere på deres egen udgave og grundlaget var skabt for en virksomhed, der i dag har 37.000 ansatte i mere 120 lande.
Moralen må være, at det ikke altid er hovedformålet med en opfindelse, der viser sig at have det største kommercielle potentiale (og at vi naturligvis skal passe på vores opfindelser). Vores grundforskning i dag viser sig helt sikkert også at indeholde en række overraskelser, der med lidt held har sidegevinster som tilfældet med hjerte pacemakeren. Vi skal blot have modet til at prøve. Så lad os håbe, at vi også fremover har et samfund med plads til modige patienter, vedholdende familiemedlemmer, frygtløse kirurger og opfindsomme ingeniører, der sammen skaber nye muligheder.
Thomas Sinkjær og John Hansen
1 svar til “Har vi stadig modet?”
Modige patienter, frygtløse kiruger og opfindsomme ingeniører. Ja, uden dem var jorden formentlig stadigvæk flad, og de har min dybeste respekt.
Men hvad med den form for forskning, der sker uden forsøgspersonernes viden, eller samtykke?
Psykologiske eksperimenter, måske indeholdende nyt teknologisk ingeniør grej? – her tænker jeg stadig på den nuværende banebrydende forskning i hjernens signaler.
I USA blev der for flere år siden lavet forsøg på et universitet med studenter, der blev opdelt i grupper, og gradvist manipuleret til at blive modstandere af hinanden, uden egentligt at være det, blot for til sidst at få vist en film med 2. verdenskrig, og fortalt at det var sådan Hitler bar sig ad.
Hvor var det banebrydende element i det? Kunne historien fra det “virkelige” liv ikke bare have vist det samme? Hvorfor gentage den ?
Med den nye hjerneforskning, kan der blive åbnet for en masse positive muligheder – kun fantasien sætter grænserne næsten, men jeg kan også frygte forskeres interesse i at udnytte muligheden for forsøg som ovennævnte, eller måske endnu mere avancerede – uden først at sikre sig, at der er tale om modige patienter, og ikke blot et tilfældigt udsnit af den ganske almindelige befolkning, der ikke aner hvad der foregår.
Hvem skulle tage det ansvar, som individet selv bliver frataget i en sådan situation?, og hvordan tages det tilbage af forsøgspersonerne, i takt med bevidstliggørelsen af situationen?
Det er en evindelig balancegang. Udvikling, nytænkning – aldrig blive bange for at lære nyt, tage ny teknologi til sig og bruge den positivt for hele samfundet, og jeg har den dybeste respekt for de mennesker, der frivilligt gennem tiden har stillet sig til rådighed for det, men jeg kan ikke lide den slags forsøg, hvor mennesker umyndiggøres, manipuleres med og studeres, uden de ved hvorfor.
Skrevet af Bente Sørensen den 16-06-2008