For naturligvis skal man ikke lade frygten for noget ondt stå i vejen for alle de positive ting som teknologien og cyborgs kan gøre for dem, der virkelig har brug for det.

Du sætter dog selv fingeren på det problematiske i teknologien. Vil alle få adgang til den? Vil det være økonomisk betinget? Vil den langsomt og snigende vokse sig fra at være en uvurderlig støtte og hjælp til handicappede, der vil kunne få en hel anden livskvalitet, til at blive en gang plastik kirugi, der laver supermennesker, og dermed danner en uhyggelig klasseforskel i samfundet, som vi aldrig tidligere har set?

Jeg vil nødig undvære min kniv og gaffel, og heldigvis har vi da også et retssystem, der beskytter os, mod dem med de lidt skarpere udgaver af slagsen, og et eller andet sted er jeg også sikker på, at vi nok skal klare balancegangen mellem det dejligt charmerende ufuldkomne menneske, og de hjælpemidler vi bruger til at give os mest mulig livskvalitet, uden at gå på kompromis med de værdier, der får os til at kunne lide at være her.

Jeg hørte forleden én fortælle om en film, der handlede om en menneskekrop, hvis celler var gået i krig med hinanden. På et tidspunkt lykkedes det hjernen, at komme i kontakt med en enkelt celle, og gøre opmærksom på at det nok ville være en rigtig god ide og stoppe krigen og begynde at samarbejde, for ellers ville ingen vinde, cellen rapporterede det videre, men ingen hørte efter, og da en anden af cellerne så opfandt cancer, var det slut, selv for hjernen.

Jeg kan ikke lade være med at forestille mig samfundet lidt på samme måde. Så længe det, vi opfinder, som kloge celler, er til gavn for hele organismen, så klarer vi det nok i det lange løb.