Fra fantasi til virkelighed
Publiceret den 09-06-2008 – 09:32Fra at være et produkt af vores fantasi er cyborgs nu blevet til virkelighed. Vores første indlæg på denne blog er et forsøg på at skelne mellem teknologi og anvendelse. Cyborgs konstrueres af teknologisk neutrale komponenter. Det samme kan man dog ikke sige om vores anvendelse af teknologien og det giver derfor ofte anledning til en ophedet og til tider vildledende debat.
Alex Pedersen hyldede Floyd Landis under Tour de France 2006: ”Det var simpelthen verdensklasse”. Senere hen viste det sig desværre at være snyd. Floyd Landis havde taget anabole steroider for at forbedre kroppens ydeevne. Ord som steroider og EPO har ikke den bedste klang og mange vil sikkert mene at deres produktion skulle forbydes. Problemet er blot, at vi alle producerer disse stoffer i vores egen krop. Ja, men så lad os da forbyde den kunstige fremstilling. Det vil så desværre betyde, at patienter med f.eks. svær nyresygdom eller brystkræft bliver stillet ringere i deres behandlingsmuligheder. Kunstigt fremstillet EPO er som teknologi neutral. Det er måden vi vælger at anvende EPO på, der gør stoffet til noget godt eller til noget rigtig skidt.
Det samme gælder for stort set alle de teknologier vi arbejder med inden for rehabilitering. Arnold Schwarzenegger, som Terminator, har nok bidraget til at, ordet cyborgs i forskerbranchen ikke har den bedste klang. Vi forskere kalder derfor teknologien for neurale proteser eller neurale implantater alt afhængig af, om vi sætter dem på kroppen eller opererer dem ind under huden.
Vi skal passe på at filosofiske science fiktion diskussioner ikke hindrer os i at anvende den teknologi vi allerede har i dag til gode formål. Når grundforskningen skaber nye muligheder, kan det resultere i ”gode cyborgs” med endnu flere egenskaber end forrige generation. Men det ligger i kortene, at vi naturligvis også kan skabe ”dårlige cyborgs” med den samme teknologi (læs: cyborgs à la Terminator). I filmen på www.homoartefakt.dk stilles spørgsmålet: ”Udviklingen rejser en række etiske spørgsmål, for hvor langt bør vi gå?”
Forestil dig, at vi om 20 år kan genskabe synet hos blinde. Samme teknologi kan skabe overmenneskeligt syn hos alle os andre. Prisen per implantat er naturligvis afhængig af, hvor stort markedet er. Hvis vi ikke mener, at alle skal have adgang til teknologien, kan konsekvensen blive, at prisen per enhed umuliggør en bæredygtig produktion. Teknologien vil ikke komme længere end til få enkeltstående laboratorieforsøg, og stort set ingen blinde vil få synet igen. Teknologien, der i fremtiden vil kunne få en rygmarvsskadet ud af kørestolen, vil sikkert også kunne bruges af en kamppilot til at styre sit fly på en mere avanceret og dermed dødbringende måde. Men det bør vel ikke stoppe os fra at ville hjælpe personer, der virkelig har brug for nye og bedre hjælpemidler? Kniv og gaffel er en fantastisk opfindelse, men det er vel de færreste, der vil undervære dem, blot fordi opfindelsen i hænderne på de forkerte kan være et frygteligt våben?
Thomas Sinkjær & John Hansen
1 svar til “Fra fantasi til virkelighed”
Når jeg tænker på de teknologiske fremskridt, som min 6 årige datter, vil komme til at opleve og se ske i virkeligheden, og de muligheder hun og hendes børn vil kunne gøre positivt brug af, eller se handicappede få gavn af, bliver jeg glad.
For naturligvis skal man ikke lade frygten for noget ondt stå i vejen for alle de positive ting som teknologien og cyborgs kan gøre for dem, der virkelig har brug for det.
Du sætter dog selv fingeren på det problematiske i teknologien. Vil alle få adgang til den? Vil det være økonomisk betinget? Vil den langsomt og snigende vokse sig fra at være en uvurderlig støtte og hjælp til handicappede, der vil kunne få en hel anden livskvalitet, til at blive en gang plastik kirugi, der laver supermennesker, og dermed danner en uhyggelig klasseforskel i samfundet, som vi aldrig tidligere har set?
Jeg vil nødig undvære min kniv og gaffel, og heldigvis har vi da også et retssystem, der beskytter os, mod dem med de lidt skarpere udgaver af slagsen, og et eller andet sted er jeg også sikker på, at vi nok skal klare balancegangen mellem det dejligt charmerende ufuldkomne menneske, og de hjælpemidler vi bruger til at give os mest mulig livskvalitet, uden at gå på kompromis med de værdier, der får os til at kunne lide at være her.
Jeg hørte forleden én fortælle om en film, der handlede om en menneskekrop, hvis celler var gået i krig med hinanden. På et tidspunkt lykkedes det hjernen, at komme i kontakt med en enkelt celle, og gøre opmærksom på at det nok ville være en rigtig god ide og stoppe krigen og begynde at samarbejde, for ellers ville ingen vinde, cellen rapporterede det videre, men ingen hørte efter, og da en anden af cellerne så opfandt cancer, var det slut, selv for hjernen.
Jeg kan ikke lade være med at forestille mig samfundet lidt på samme måde. Så længe det, vi opfinder, som kloge celler, er til gavn for hele organismen, så klarer vi det nok i det lange løb.
Skrevet af Bente Sørensen den 09-06-2008