Livet sætter selv grænser
Publiceret den 01-05-2008 – 16:27At lære er et princip, der sætter grænser, skrev jeg i min blog d. 17. april. Men jeg er ikke sikker på, jeg fik forklaret godt nok, hvad jeg mener med det. I grunden er det meget simpelt, for sagen er, at det tager tid at lære – ofte lang tid – og den tid kan teknikken ikke hjælpe os af med. Det tager f. eks. et barn ca. 18 år at blive voksen, og det er en kendsgerning fædre og mødre ikke slipper godt fra at ignorere.
Åh, siger min science fiction bevidste læser måske, “Den grænse tror jeg ikke på, for før eller senere vil vi kunne forbinde barnets hjerne med en computer og så simpelthen overføre de nødvendige informationer fra computeren” – og måske ovenikøbet trådløst, som Bente Sørensen er inde på i sin kommentar 24/4.
Hvorfor kan det så ikke lade sig gøre? Svaret er, at læring ikke består i at tilegne sig informationer. Informationerne skal indarbejdes i barnets handlemønster, dvs. de skal forstås, ja de skal leves. Og der er en rækkefølge, hvori sådan noget må foregå. En fireårig kan ikke lære off-side reglerne i fodbold, før det er gået op for ham eller hende, at fordbold er et holdspil – for ellers giver de ingen mening. Det med rækkefølgen gælder selvfølgelig ikke kun børn, det gælder faktisk generelt i biologiske systemer. F. eks. lærer ællinger normalt fra begyndelsen at reagere på mor’ens særlige kaldelyde, men det har vist sig, at de kun kan lære det, hvis de allerede i ægget har øvet sig på at frembringe deres egne lyde. Forhindres de i det, er de ude af stand til at lære at reagere på mor’ens helt anderledes kaldelyd.
Jeg tror det er stort problem – både for forskerne og for lægmand, og måske ikke mindst for science fiction skribenterne – at fysikken så længe har været model for, hvad naturvidenskab er. For fysikken har ikke brug for et begreb om læring, mens læring er helt afgørende i biologiske systemer, fra den mindste celle til mennesket. Konkret betyder det, at ordet information spiller helt forskellige roller i fysiske og biologiske systemer. I fysiske systemer kan man oftest behandle information som en objektiv størrelse, mens information i levende systemer altid indgår i en læringssammenhæng, dvs informationen må fortolkes for at virke.
Det har robotforskerne selvfølgelig for længst forstået, og som man kan læse andetsteds på dette site, er arbejdet med at udvikle smarte roboter, der kan lære, allerede langt fremme. Personligt har jeg mest tiltro til sværmintelligens princippet, der for mig at se kommer tættest på at ligne den blanding af sansning, kommunikation og samarbejde mellem mange enheder, som også er nøglen til dyrs intelligens baseret på samarbejdet mellem nerveceller. Jeg er ikke tvivl om at robotter, der kan lære, vil blive en stor hjælp til utrolig mange mennesker. Derved rejses nogle alvorlige spørgsmål om, hvor en person begynder og hvor maskinen/robotterne tager over. For også folk, der – som jeg – ikke er religiøse, oplever, at der er sider af menneskets liv, som er hellige i en eller anden verdslig forstand af dette ord. Men hvad vil det sige? Derom i min blog næste uge.
Min pointe her er, at netop fordi teknikkerne kan så ufatteligt meget, er det blevet vigtigt at beskæftige sig med, hvad de ikke kan. En af de vigtigste ting, de ikke kan, er at lære for os: For at kunne det skulle de leve vores liv for os.
1 svar til “Livet sætter selv grænser”
Præcis det faktum, at teknologien nu begynder at gribe ind i den menneskelige hjerne, gør at adskillelsen af maskine og menneske bliver så meget mere vigtigt for os. Din sætning om, at synliggøre hvad teknologien IKKE kan, er jo netop nødvendig, for at vi, som mennesker, kan bevare en følelse af at være unikke og ikke lige til at kopiere og erstatte.
Drøftelsen om bevidsthedsudvidelse i form af teknologi er interessant, men for mig mest skræmmende.Tanken om at kunne ”fodre” en 4-årigs hjerne med standard information, får mig op af stolen i en fart, for hvori skulle den information bestå?, og hvem skulle definere den?, og vil den miljømæssige påvirkning, der i så tilfælde vil ske, ikke være meget stærkere, end den naturlige, som barnet oplever gennem sine medfødte sanser?
Trøsten om, at det ikke kan lade sig gøre, fordi barnet skal igennem en læreprocess før viden integreres, er jeg glad for, der er fokus på, for det er livserfaringen og netop evnen til selv at fortolke, der gør informationen brugbar.
Uden den proces er informationerne bare en masse ligegyldige ting, der ligger i en eller anden rodekasse i hovedet, men vil man senere kunne hente den frem efterhånden som man vokser?, og vil den meget tidlige miljøpåvirkning, forudsat at den er defineret korrekt og etisk forsvarlig, gøre at individet senere vil kunne opnå sit fulde potentiale?
Det er den eneste tanke, jeg kan finde, der skulle kunne retfærdiggøre diskussionen, som jeg ellers finder udelukkende skræmmende.
Med tanke på forskellen mellem og kombinationen af arv og miljø, er alle levende væsener jo født med en række instinkter, der gør at vi er i stand til at overleve, at tilegne os den lærdom, som miljøet giver os, men vi er også fra starten individualister, der er istand til at fortolke og sortere i den viden miljøet giver os, så vi ikke nødvendigvis råt, bliver som det miljø vi nu engang tilfældigvis er plantet i, og styrken af den individuelle evne er vel arveligt betinget.
Hvis jeg skulle ønske mig noget af den fremtidige teknologi, skulle det være, at den understøttede og fremmede den individuelle tankegang og evnen til at kunne bedømme og fortolke, men uden samtidig at fjerne de natulige instinkter for empati og sociale færdigheder, der er ligeså vigtige for mennesket.
Tanken om at kunne ”indprogrammere” et standard værdisæt hos alle, er også i første omgang en flatterende tanke, men så alligevel, for hvem er herre over individets værdier. Hvad er rigtigt og hvad er forkert ? Jeg er ikke religiøs på nogen måde, men tør heller ikke lege Gud.
Er det ikke netop individualismen, som skaber og fremmer udviklingen? Selv sience-fictions skribenterne, med deres kontrovercielle holdninger, er vel med til at skabe det kaos af ideer og til tider meget vidtfavnende tanker, der i sammenblandingen med mere jordbundne tanker, fintformer og udplukker lige præcis den ide eller tanke, der kan blive grundlæggende for den fremtidige teknologi og forskning, imellem alle de tusindvis af ideer og forestillinger, der heldigvis aldrig bliver det.
Hvis vi alle var ens, vil synergien mellem os, jo aldrig være der, og så tror jeg udviklingen vil gå istå, af mangel på forskellighed, og det er nok der, jeg bliver lidt nervøs for fremtiden, for robotter tænker ensartethed og ikke forskellighed.
Dét, også i al ydmyghed overfor min egen races bedrifter, frygten for, om vi vil være istand til at skelne, eller lade os gribe af facinationen over egne evner til at skabe ny teknologi, en teknologi som måske i sidste ende, hvis ikke vi passer på, vil vise sig at blive vores egen største fjende.
Skrevet af Bente Sørensen den 03-05-2008