Er maskine og mand ét?

Når jeg ser et nyfødt menneskebarn overvældes jeg af to modsatrettede følelser. Dér ligger vidunderet for øjnene af mig, og intet kan være mere ubegribeligt håbefuldt end det. Og samtidig ser jeg for mig klodens mest umulige skabning. Intet andet væsen i denne verden er så hjælpeløst som et nyfødt barn. Netop denne hjælpeløshed er dog barnets forunderlige styrke: at verden skal læres. Barnets hjælpeløshed er det mest risikable påfund, naturen har gjort, for gevinsten kan kun høstes, hvis barnet når at lære verdens farer, før de tilintetgør det. Gevinsten kan altså kun høstes, hvis de voksne beskytter barnet i den lange tid, det tager at lære at begå sig i denne forunderlige verden.

Derfor er barnets allervigtigste egenskab dets ubodelige nysgerrighed, dets ustoppelige trang til at forstå sin verden. Og den voksnes vigtigste egenskab er omvendt hans og hendes trang til at tage vare på barnet i dets hjælpeløshed. Uden foreningen af disse to træk, der hører hjemme i hver sit livsafsnit, havde projekt Homo sapiens lidt skibbrud fra begyndelsen. Og hele problemet med vores tekniske beherskelse af verden har rod i denne tidsforskydning. Vor ubodelige hjælpeløshed er selve forudsætningen for vor ustyrlige evne og lyst til at udvikle stadig nye hjælpemidler. Vor varsomhed over for de hjælpeløse – herunder os selv – er selve forudsætningen for vor frygt for alle ukendte midler til nedbringelse af hjælpeløsheden.

Når jeg præsenteres for projekt Homo Artefakt, slår det mig, at det netop er menneskets hjælpeløshed, som er i centrum. Næsten alle de konkrete projekter, som omtales på dette website, er projekter, der skal hjælpe nødlidende mennesker, som at gøre blinde seende eller afhjælpe Parkinson-patienters rystelser.

Nogle af projekterne forekommer temmelig tåbelige. At robotsælen Paro bliver genstand for følelsesmæssige projektioner, overrasker mig ikke, når vi ved, mennesker kan græde over en blendet akvariefisk (uden at de samme mennesker synes anfægtet af, at 30.000 børn dagligt dør af mangel på rent vand).

Andre af projekterne er måske nok uhyggelige men så langt ude i hampen, at jeg mest tror, de er fata morganaer i forskernes ofte noget autiske fantasiverden. Skulle det lykkes at konstruere en chip-baseret kunstig hjernedel, en hippocampus, vil den ikke have mere at gøre med en rigtig hippocampus end et træben har med et rigtigt ben.

At kun fantasien sætter grænser for vores formåen er en almindlig floskel, men den fortjener at blive udfordret. Yes … det er fantasitisk hvad videnskab og teknologi kan præstere. Men der er også grænser for, hvad man kan. Lysets hastighed er en grænse. En anden vigtig grænse er den såkaldte entropilov, der populært sagt betyder, at vi ikke kan handle uden at spilde. Det er den, vi møder som forurening og energimangel – og som i sidste ende er årsagen til, at vi må arbejde for føden.

Og prøv så igen at se på det nyfødte barn. Intet kan dette væsen fra begyndelsen, og netop derfor kan det lære alt muligt. At lære er et princip, der sætter grænser. I perioden efter fødslen vokser det lille barns hjerne med 250.000 nerveceller i minuttet. Populært sagt søger hjernen op gennem barndommen at tilpasse sig den krop, den befinder sig i. At lære er at tolke, og tolkningen foregår i kroppens celler in situ, på det sted og i den situation, hvor cellerne nu engang er.

Vi kan altså nok lære at lave proteser – måske også til brug i hjernen – men at gribe ind i hjernens eget væsen vil kræve en direkte deltagelse i hjernens liv – så at sige fra begyndelsen. Så … koldt vand i blodet folkens.

- Jesper Hoffmeyer