Det jeg mener er, at hvis ens egne eller andres reaktioner eller handlingsmønstre begynder at blive forklaret med, at det er en kemisk forbindelse mellem hjernecelle A og hjernecelle Z, eller at din reaktion er et kemisk hormon, der udløses, fordi du eller andre trykker på en nerve, der står i forbindelse med hjernecenter Q…osv. så forsvinder noget af det smukke, der gør os unikke, og så føler jeg, at vi bliver reduceret til en form for avancerede biologiske robotter, der kan oversættes og forklares med en eller anden matematisk formel.

Det kan godt være det er rigtigt, jeg vil bare ikke vide det.

- ja det kommer jo an på hvad man opfatter som smukt. Personligt nyder jeg at kunne reflektere over hvorfor jeg reagere som jeg gør i forskellige situationer. Og på den måde kan vores fascination jo ændres over tider og det der er smukt skifter jo også med tiden.

Udviklingen af reality shows bl.a. – er jeg bange for -, kan medvirke til at empatien bliver devalueret, lidt ligesom billeder af sultende mennesker i Afrika, efterhånden “bare” registreres, som en reklame for et eller andet.

Det er det, jeg mener med, at vi i vores facination over teknologiens muligheder, bliver vores egen værste fjende, fordi vi selv bliver lidt koldere, jo klogere vi bliver, og – i det her tilfælde -, jo mere vi ser, uden at sige fra, bare fordi muligheden for at se det, stilles til rådighed.

Og hvad angår hjernens mysterier:

Den dag, vi ikke længere kan sætte os ned, og forundres over, hvordan tilfældigheder, tilsammen bliver til et smukt mønster, bare fordi vi automatisk associere det med “viden” om, hvorfor og hvordan den forundring kemisk og biologisk forekommer i eget og andres hoveder, den dag, bliver dagen, hvor jeg mister noget helligt.

Nogle gange er spørgsmål uden svar mere tankevækkende og udviklende end viden.

Kommer der ikke snart en dag, hvor vi bare ikke har lyst til at vide hvordan, fordi vi instiktivt fornemmer, at den viden vil begrænse noget smukt?

Med hensyn til, hvordan vi sikrer en respektfuld naturvidenskab, så er svaret vel dialog.

Jeg mener, er det for naivt at tro, at forskere bag naturvidenskaben, også er en slags mennesker? :-)

Eller er det fordi, vi kommet dertil, hvor “hunden” fører mennesket?

Samfundet, videnskabens skabere – det er jo os, eller – for videnskabens vedkommende – mennesker ligesom os – sikkert meget klogere, men vel ikke i, at være menneske. Det er en lektie, vi alle har lært. :-)

Er det seeren, brugeren, den ganske almindelige borger, der skal sige fra, eller er det medierne og videnskabsmændene?

Indtil denne blogg blev stillet til rådighed, har jeg kun vidst, hvordan man slukker for fjernsynet, så tak for muligheden.

Bente Sørensen