Er livet helligt?
Publiceret den 05-05-2008 – 11:42Der er nogle emner, jeg ikke bryder mig om at se på TV. F.eks. mennesker, der har mistet deres nærmeste, og hvor billedet går tæt på, ja nærmest svælger i deres sorg. Min modvilje skyldes ikke overdreven blufærdighed men beror på det forhold, at sorgen ikke er noget, der kan ses. Den kan kun opleves – og kun indefra. Det, vi ser på skærmen, er bare fortvivlede mennesker, som vi endda ikke kan hjælpe, fordi vi ikke kender dem. Lige for øjnene af os bliver en eksistentiel følelse gjort til en slags ting, man kan sidde og glo på. Den slags TV krænker mit begreb om det hellige. Det hellige går nemlig hinsides religionen – er måske snarere religionens ophav – og har at gøre med behovet for at beskytte livets urørlighedszoner, de lag i vores sind hvis uudgrundelighed gør enhver berøring til en befamling.
Ævl, vil naturvidenskabsdyrkeren måske sige: “Det uudgrundelige er blot et ord for den slags ting, vi endnu ikke har fundet ud af.” Men jeg tror ikke på hende. Det forekommer mig, at naturvidenskaben med sin insisteren på at forklare alting, som om det ikke var andet end “noget”, på forhånd har afskåret sig fra at forstå, hvad det vil sige at være “nogen”, at være en person, et “jeg”. Dette er ikke et knæfald for det religiøse standpunkt, for hvad hjælper det at forklare noget ukendt med noget andet ukendt? Lad os endelig bruge videnskaben til at indskrænke uudgrundelighedens område så meget som muligt, bare vi ikke tror, vi nogensinde kommer af med eksistensens dybe problemer, såsom at vi findes her på Jorden som personer.
Vi har brug for et verdsligt begreb for, hvad det hellige er, så vi kan formulere svar på de tekniske udfordringer, der ikke udspringer af fortællinger fra en svunden epoke. Og det er klart, at jo dybere teknikken bevæger sig ind i hjernens krinkelkroge, jo større føles truslen om, at noget helligt ved livet bliver krænket. Spørgsmålet er bare, om det overhovedet er robotter og hjerneproteser, der i første omgang er de mest påtrængende trusler. Det forekommer mig nemlig, at truslen slet ikke primært er knyttet til den tekniske udvikling men snarere til den kulturelle udvikling. Vi lever i en kultur, der er nærmest besat af det synlige. Det er kroppen, den biologiske krop - mennesket som synligt væsen – der er kommet i højsædet for vores interesse og fascination. Og her rækker TV og naturvidenskaben på en sær måde hinanden hånden, for begge disse domæner i samfundet afskyr det uhåndterlige, det åndelige liv. Tanker og teorier eller fantasier og følelser kan hverken ses eller måles – de lever ikke op til synlighedskulturens kriterier og dømmes derfor ude i de fleste analyser.
Biologien og lægevidenskaben har tingsliggjort kroppen og gjort den til en åndløs klump af kemiske processer. En sådan krop kan vanskeligt gøre krav på hellighed. Og derfor er det ikke mærkeligt, at intet er så helligt, at vi ikke bare kan skifte delene ud efter behov. Den biologiske krop omfatter også hjernen, og det er da ganske logisk, at forskere nu tumler med at lave en hjerneprotese i form af kunstig hippocampus.
Pointe: Vor tids menneskebillede formes af videnskaberne. Hvis vi vil forsvare det hellige ved menneskelivet, så er det selve grundlaget for den videnskabelige kultur, vi må tage op til kritik. Hvordan får vi en naturvidenskab, der kan respektere mennesket som i egentligste forstand levende, dvs. som et væsen der på én gang er naturskabt og dog kreativt, uforudsigeligt og dybt medlevende?
4 svar til “Er livet helligt?”
Empatien for mennesker i sorg eller krise kan registreres, fordi man genkender følelsen i sig selv, men billeder fremstillet på tv, er jeg enig i, er med til at gøre det til en uvedkommende og fjern registrering, i modsætning til den empati, man føler, når man har et menneske foran sig,og kan gøre en forskel.
Udviklingen af reality shows bl.a. – er jeg bange for -, kan medvirke til at empatien bliver devalueret, lidt ligesom billeder af sultende mennesker i Afrika, efterhånden “bare” registreres, som en reklame for et eller andet.
Det er det, jeg mener med, at vi i vores facination over teknologiens muligheder, bliver vores egen værste fjende, fordi vi selv bliver lidt koldere, jo klogere vi bliver, og – i det her tilfælde -, jo mere vi ser, uden at sige fra, bare fordi muligheden for at se det, stilles til rådighed.
Og hvad angår hjernens mysterier:
Den dag, vi ikke længere kan sætte os ned, og forundres over, hvordan tilfældigheder, tilsammen bliver til et smukt mønster, bare fordi vi automatisk associere det med “viden” om, hvorfor og hvordan den forundring kemisk og biologisk forekommer i eget og andres hoveder, den dag, bliver dagen, hvor jeg mister noget helligt.
Nogle gange er spørgsmål uden svar mere tankevækkende og udviklende end viden.
Kommer der ikke snart en dag, hvor vi bare ikke har lyst til at vide hvordan, fordi vi instiktivt fornemmer, at den viden vil begrænse noget smukt?
Med hensyn til, hvordan vi sikrer en respektfuld naturvidenskab, så er svaret vel dialog.
Jeg mener, er det for naivt at tro, at forskere bag naturvidenskaben, også er en slags mennesker? :-)
Eller er det fordi, vi kommet dertil, hvor “hunden” fører mennesket?
Samfundet, videnskabens skabere – det er jo os, eller – for videnskabens vedkommende – mennesker ligesom os – sikkert meget klogere, men vel ikke i, at være menneske. Det er en lektie, vi alle har lært. :-)
Er det seeren, brugeren, den ganske almindelige borger, der skal sige fra, eller er det medierne og videnskabsmændene?
Indtil denne blogg blev stillet til rådighed, har jeg kun vidst, hvordan man slukker for fjernsynet, så tak for muligheden.
Bente Sørensen
Skrevet af Bente Sørensen den 05-05-2008
“Kommer der ikke snart en dag, hvor vi bare ikke har lyst til at vide hvordan, fordi vi instiktivt fornemmer, at den viden vil begrænse noget smukt?”
- ja det kommer jo an på hvad man opfatter som smukt. Personligt nyder jeg at kunne reflektere over hvorfor jeg reagere som jeg gør i forskellige situationer. Og på den måde kan vores fascination jo ændres over tider og det der er smukt skifter jo også med tiden.
Skrevet af Søren Svendsen den 06-05-2008
Vi er faktisk af samme opfattelse. For det at have muligheden for at reflektere over egne reaktioner og prøve at forbedre sig selv, at reagere anderledes og på den måde skabe en bedre situation for sig selv og andre, er også en evne der i mine øjne gør os specielle – en evne der er smuk, og som udvikles og forandres gennem årene.
Det jeg mener er, at hvis ens egne eller andres reaktioner eller handlingsmønstre begynder at blive forklaret med, at det er en kemisk forbindelse mellem hjernecelle A og hjernecelle Z, eller at din reaktion er et kemisk hormon, der udløses, fordi du eller andre trykker på en nerve, der står i forbindelse med hjernecenter Q…osv. så forsvinder noget af det smukke, der gør os unikke, og så føler jeg, at vi bliver reduceret til en form for avancerede biologiske robotter, der kan oversættes og forklares med en eller anden matematisk formel.
Det kan godt være det er rigtigt, jeg vil bare ikke vide det.
Skrevet af Bente Sørensen den 07-05-2008
Jeg kan måske berolige Bente Sørensen med, at chancen for at vore “egne eller andres reaktioner eller handlingsmønstre begynder at blive forklaret med” kemiske vekselvirkninger mellem sepcifikke hjerneceller, er meget lille. Frygten hviler på en atomistisk model af hjernens aktivitet, altså en model hvor det, der sker, forårsages af enkeltceller og ikke af mønstre af aktivitet i store ensembler af celler. Efter min bedste overbevisning er atomistiske modeller helt ude af stand til at indfange andet end de mest trivielle reaktionsmønstre. Højere hjernefunktioner som f, eks. oplevelsen af skønhed involverer formentlig et samspil mellem millioner eller endog milliarder af nerveceller i forskellige område af hjernen, og enkeltcelle-modellen bliver helt irrelevant. I sådanne komplekse sammenhænge, må man forvente at finde såkaldt kaosdynamik, som udelukker an analyse ud fra enkeltcellers adfærd. Hjernen og psyken bliver medspillere i deres egen fælles udvikling og lige så stille indretter hjernen sig på at servicere den person, den er en del af. Vores eget livs historie bliver en del af hjernen. Lidt på samme måde som vores krop udtrykker den naturhistorie, den er et produkt af.
Skrevet af Jesper Hoffmeyer den 08-05-2008