<?xml version="1.0" encoding="UTF-8"?><rss version="2.0"
	xmlns:content="http://purl.org/rss/1.0/modules/content/"
	xmlns:dc="http://purl.org/dc/elements/1.1/"
	xmlns:atom="http://www.w3.org/2005/Atom"
	xmlns:sy="http://purl.org/rss/1.0/modules/syndication/"
		>
<channel>
	<title>Comments for Homo Artefakt DEBAT</title>
	<atom:link href="http://www.homoartefaktdebat.dk/comments/feed/" rel="self" type="application/rss+xml" />
	<link>http://www.homoartefaktdebat.dk</link>
	<description>Cyborgs og robotter til debat!</description>
	<lastBuildDate>Tue, 24 Feb 2009 21:55:55 +0100</lastBuildDate>
	<generator>http://wordpress.org/?v=2.8.4</generator>
	<sy:updatePeriod>hourly</sy:updatePeriod>
	<sy:updateFrequency>1</sy:updateFrequency>
		<item>
		<title>Comment on Er maskine og mand ét? by Nano-muligheder for hjernen &#171; Soren Svendsen</title>
		<link>http://www.homoartefaktdebat.dk/hoffmeyer/er-maskine-og-mand-et/comment-page-1/#comment-35</link>
		<dc:creator>Nano-muligheder for hjernen &#171; Soren Svendsen</dc:creator>
		<pubDate>Tue, 24 Feb 2009 21:55:55 +0000</pubDate>
		<guid isPermaLink="false">http://www.homoartefaktdebat.dk/?p=12#comment-35</guid>
		<description>[...] som Jesper Hoffmeyer gør opmærksom på i sin artikel Er maskine og mand ét? er der nogle forhold der bør &#8220;slå koldt vand i blodet&#8221;. I så fald der kan skabes [...]</description>
		<content:encoded><![CDATA[<p>[...] som Jesper Hoffmeyer gør opmærksom på i sin artikel Er maskine og mand ét? er der nogle forhold der bør &#8220;slå koldt vand i blodet&#8221;. I så fald der kan skabes [...]</p>
]]></content:encoded>
	</item>
	<item>
		<title>Comment on Søvn by Sofie Friis</title>
		<link>http://www.homoartefaktdebat.dk/supernova/s%c3%b8vn/comment-page-1/#comment-34</link>
		<dc:creator>Sofie Friis</dc:creator>
		<pubDate>Wed, 17 Sep 2008 19:03:57 +0000</pubDate>
		<guid isPermaLink="false">http://www.homoartefaktdebat.dk/?p=16#comment-34</guid>
		<description>Man kan jo nikke genkendende til mange af situationerne, f.eks. det der med at være &quot;afskåret&quot; fra sin omverden i form af høretelefoner fra ipod, opringninger fra mobil, optagethed af sin computerskærm etc. etc. 
Det er jo rigtig nok, at man jo på en måde bliver helt fremmedgjort overfor sig selv, men også andre mennesker. Forleden dag da der kom et pludseligt regnskyl mens jeg cyklede fra skole, måtte jeg søge i ly ved et busstoppested. Jeg hører musik fra min ipod og har egentligt ikke tænkt mig at slukke musikken og tage høretelefonerne ud, for at høre på en dame der står og vil snakke om det pludselig regnskyld. Jeg husker mig selv som bare gør hende opmærksom på at jeg lissom hører musik, og kigger den anden vej som om jeg har travlt, men egentligt er det vel bare et ganske udmærket eksempel på, hvordan man bruger teknologi som undskyldning for at isolerer sig lidt? At så behøver jeg jo ikke tage den lille smalltalk med fru Olsen fordi jeg lissom hører musik, men egentligt er det jo ganske forfærdeligt at man ikke lige har tid til det. 
Så ja, opslugt af teknologi er vi vel alle sammen begyndt at blive, for stort set alle de små øjeblikke man havde før i tiden, hvor man ikke lavede noget særligt, er nu blevet erstattet af små mellemveje af teknologien. Keder du dig i toget, så kan du lytte til din ipod, gider du ikke cykle ud til dine venner - så giv dem en sms-besked, har du ikke tid til at hæve kontaner - du kan nu bruge dit kreditkort osv osv. listen er uendelig lang! Alle vores mili-sekunder vi hele tiden sparer til fordel for teknologi bliver på en måde alligevel opslugt til de her ligegyldige ting, så måske skulle man bare tage en dyb indåndning og kigge lidt på skyerne en gang imellem?</description>
		<content:encoded><![CDATA[<p>Man kan jo nikke genkendende til mange af situationerne, f.eks. det der med at være &#8220;afskåret&#8221; fra sin omverden i form af høretelefoner fra ipod, opringninger fra mobil, optagethed af sin computerskærm etc. etc.<br />
Det er jo rigtig nok, at man jo på en måde bliver helt fremmedgjort overfor sig selv, men også andre mennesker. Forleden dag da der kom et pludseligt regnskyl mens jeg cyklede fra skole, måtte jeg søge i ly ved et busstoppested. Jeg hører musik fra min ipod og har egentligt ikke tænkt mig at slukke musikken og tage høretelefonerne ud, for at høre på en dame der står og vil snakke om det pludselig regnskyld. Jeg husker mig selv som bare gør hende opmærksom på at jeg lissom hører musik, og kigger den anden vej som om jeg har travlt, men egentligt er det vel bare et ganske udmærket eksempel på, hvordan man bruger teknologi som undskyldning for at isolerer sig lidt? At så behøver jeg jo ikke tage den lille smalltalk med fru Olsen fordi jeg lissom hører musik, men egentligt er det jo ganske forfærdeligt at man ikke lige har tid til det.<br />
Så ja, opslugt af teknologi er vi vel alle sammen begyndt at blive, for stort set alle de små øjeblikke man havde før i tiden, hvor man ikke lavede noget særligt, er nu blevet erstattet af små mellemveje af teknologien. Keder du dig i toget, så kan du lytte til din ipod, gider du ikke cykle ud til dine venner &#8211; så giv dem en sms-besked, har du ikke tid til at hæve kontaner &#8211; du kan nu bruge dit kreditkort osv osv. listen er uendelig lang! Alle vores mili-sekunder vi hele tiden sparer til fordel for teknologi bliver på en måde alligevel opslugt til de her ligegyldige ting, så måske skulle man bare tage en dyb indåndning og kigge lidt på skyerne en gang imellem?</p>
]]></content:encoded>
	</item>
	<item>
		<title>Comment on Søvn by Bo Miller</title>
		<link>http://www.homoartefaktdebat.dk/supernova/s%c3%b8vn/comment-page-1/#comment-33</link>
		<dc:creator>Bo Miller</dc:creator>
		<pubDate>Wed, 09 Jul 2008 18:21:48 +0000</pubDate>
		<guid isPermaLink="false">http://www.homoartefaktdebat.dk/?p=16#comment-33</guid>
		<description>Meget interessant skrift ... meget vildtvoksende, dog, men en fin associativ beskrivelse af de muligheder og farer der kunne ligge i menneske-maskine-sammensmeltningen. &quot;Er din maskine altid igang / hører du aldrig stilhedens sang&quot; (citat Nanna) ... fortælleren har vist aldrig lyttet til den der stilhed. Og samfundet synes at fordre at vi lytter stadigt mindre til den.
Jo, det skrift sætter da tanker i gang. Men det skal læses langsomt, ellers mister man hurtigt den billedskabende effekt. Det er meget kompakt skrevet, so to speak.</description>
		<content:encoded><![CDATA[<p>Meget interessant skrift &#8230; meget vildtvoksende, dog, men en fin associativ beskrivelse af de muligheder og farer der kunne ligge i menneske-maskine-sammensmeltningen. &#8220;Er din maskine altid igang / hører du aldrig stilhedens sang&#8221; (citat Nanna) &#8230; fortælleren har vist aldrig lyttet til den der stilhed. Og samfundet synes at fordre at vi lytter stadigt mindre til den.<br />
Jo, det skrift sætter da tanker i gang. Men det skal læses langsomt, ellers mister man hurtigt den billedskabende effekt. Det er meget kompakt skrevet, so to speak.</p>
]]></content:encoded>
	</item>
	<item>
		<title>Comment on Har vi stadig modet? by Bente Sørensen</title>
		<link>http://www.homoartefaktdebat.dk/sinkjaer-hansen/har-vi-stadig-modet/comment-page-1/#comment-26</link>
		<dc:creator>Bente Sørensen</dc:creator>
		<pubDate>Mon, 16 Jun 2008 16:04:56 +0000</pubDate>
		<guid isPermaLink="false">http://www.homoartefaktdebat.dk/?p=18#comment-26</guid>
		<description>Modige patienter, frygtløse kiruger og opfindsomme ingeniører. Ja, uden dem var jorden formentlig stadigvæk flad, og de har min dybeste respekt.

Men hvad med den form for forskning, der sker uden forsøgspersonernes viden, eller samtykke?

Psykologiske eksperimenter, måske indeholdende nyt teknologisk ingeniør grej? - her tænker jeg stadig på den nuværende banebrydende forskning i hjernens signaler.

I USA blev der for flere år siden lavet forsøg på et universitet med studenter, der blev opdelt i grupper, og gradvist manipuleret til at blive modstandere af hinanden, uden egentligt at være det, blot for til sidst at få vist en film med 2. verdenskrig, og fortalt at det var sådan Hitler bar sig ad.

Hvor var det banebrydende element i det? Kunne historien fra det &quot;virkelige&quot; liv ikke bare have vist det samme? Hvorfor gentage den ?

Med den nye hjerneforskning, kan der blive åbnet for en masse positive muligheder - kun fantasien sætter grænserne næsten, men jeg kan også frygte forskeres interesse i at udnytte muligheden for forsøg som ovennævnte, eller måske endnu mere avancerede - uden først at sikre sig, at der er tale om modige patienter, og ikke blot et tilfældigt udsnit af den ganske almindelige befolkning, der ikke aner hvad der foregår. 

Hvem skulle tage det ansvar, som individet selv bliver frataget i en sådan situation?, og hvordan tages det tilbage af forsøgspersonerne, i takt med bevidstliggørelsen af situationen?

Det er en evindelig balancegang. Udvikling, nytænkning - aldrig blive bange for at lære nyt, tage ny teknologi til sig og bruge den positivt for hele samfundet, og jeg har den dybeste respekt for de mennesker, der frivilligt gennem tiden har stillet sig til rådighed for det, men jeg kan ikke lide den slags forsøg, hvor mennesker umyndiggøres, manipuleres med og studeres, uden de ved hvorfor.</description>
		<content:encoded><![CDATA[<p>Modige patienter, frygtløse kiruger og opfindsomme ingeniører. Ja, uden dem var jorden formentlig stadigvæk flad, og de har min dybeste respekt.</p>
<p>Men hvad med den form for forskning, der sker uden forsøgspersonernes viden, eller samtykke?</p>
<p>Psykologiske eksperimenter, måske indeholdende nyt teknologisk ingeniør grej? &#8211; her tænker jeg stadig på den nuværende banebrydende forskning i hjernens signaler.</p>
<p>I USA blev der for flere år siden lavet forsøg på et universitet med studenter, der blev opdelt i grupper, og gradvist manipuleret til at blive modstandere af hinanden, uden egentligt at være det, blot for til sidst at få vist en film med 2. verdenskrig, og fortalt at det var sådan Hitler bar sig ad.</p>
<p>Hvor var det banebrydende element i det? Kunne historien fra det &#8220;virkelige&#8221; liv ikke bare have vist det samme? Hvorfor gentage den ?</p>
<p>Med den nye hjerneforskning, kan der blive åbnet for en masse positive muligheder &#8211; kun fantasien sætter grænserne næsten, men jeg kan også frygte forskeres interesse i at udnytte muligheden for forsøg som ovennævnte, eller måske endnu mere avancerede &#8211; uden først at sikre sig, at der er tale om modige patienter, og ikke blot et tilfældigt udsnit af den ganske almindelige befolkning, der ikke aner hvad der foregår. </p>
<p>Hvem skulle tage det ansvar, som individet selv bliver frataget i en sådan situation?, og hvordan tages det tilbage af forsøgspersonerne, i takt med bevidstliggørelsen af situationen?</p>
<p>Det er en evindelig balancegang. Udvikling, nytænkning &#8211; aldrig blive bange for at lære nyt, tage ny teknologi til sig og bruge den positivt for hele samfundet, og jeg har den dybeste respekt for de mennesker, der frivilligt gennem tiden har stillet sig til rådighed for det, men jeg kan ikke lide den slags forsøg, hvor mennesker umyndiggøres, manipuleres med og studeres, uden de ved hvorfor.</p>
]]></content:encoded>
	</item>
	<item>
		<title>Comment on Fra fantasi til virkelighed by Bente Sørensen</title>
		<link>http://www.homoartefaktdebat.dk/sinkjaer-hansen/fra-fantasi-til-virkelighed/comment-page-1/#comment-24</link>
		<dc:creator>Bente Sørensen</dc:creator>
		<pubDate>Mon, 09 Jun 2008 20:57:00 +0000</pubDate>
		<guid isPermaLink="false">http://www.homoartefaktdebat.dk/?p=17#comment-24</guid>
		<description>Når jeg tænker på de teknologiske fremskridt, som min 6 årige datter, vil komme til at opleve og se ske i virkeligheden, og de muligheder hun og hendes børn vil kunne gøre positivt brug af, eller se handicappede få gavn af, bliver jeg glad.

For naturligvis skal man ikke lade frygten for noget ondt stå i vejen for alle de positive ting som teknologien og cyborgs kan gøre for dem, der virkelig har brug for det.

Du sætter dog selv fingeren på det problematiske i teknologien. Vil alle få adgang til den? Vil det være økonomisk betinget? Vil den langsomt og snigende vokse sig fra at være en uvurderlig støtte og hjælp til handicappede, der vil kunne få en hel anden livskvalitet, til at blive en gang plastik kirugi, der laver supermennesker, og dermed danner en uhyggelig klasseforskel i samfundet, som vi aldrig tidligere har set? 

Jeg vil nødig undvære min kniv og gaffel, og heldigvis har vi da også et retssystem, der beskytter os, mod dem med de lidt skarpere udgaver af slagsen, og et eller andet sted er jeg også sikker på, at vi nok skal klare balancegangen mellem det dejligt charmerende ufuldkomne menneske, og de hjælpemidler vi bruger til at give os mest mulig livskvalitet, uden at gå på kompromis med de værdier, der får os til at kunne lide at være her. 

Jeg hørte forleden én fortælle om en film, der handlede om en menneskekrop, hvis celler var gået i krig med hinanden. På et tidspunkt lykkedes det hjernen, at komme i kontakt med en enkelt celle, og gøre opmærksom på at det nok ville være en rigtig god ide og stoppe krigen og begynde at samarbejde, for ellers ville ingen vinde, cellen rapporterede det videre, men ingen hørte efter, og da en anden af cellerne så opfandt cancer, var det slut, selv for hjernen.

Jeg kan ikke lade være med at forestille mig samfundet lidt på samme måde. Så længe det, vi opfinder, som kloge celler, er til gavn for hele organismen, så klarer vi det nok i det lange løb.</description>
		<content:encoded><![CDATA[<p>Når jeg tænker på de teknologiske fremskridt, som min 6 årige datter, vil komme til at opleve og se ske i virkeligheden, og de muligheder hun og hendes børn vil kunne gøre positivt brug af, eller se handicappede få gavn af, bliver jeg glad.</p>
<p>For naturligvis skal man ikke lade frygten for noget ondt stå i vejen for alle de positive ting som teknologien og cyborgs kan gøre for dem, der virkelig har brug for det.</p>
<p>Du sætter dog selv fingeren på det problematiske i teknologien. Vil alle få adgang til den? Vil det være økonomisk betinget? Vil den langsomt og snigende vokse sig fra at være en uvurderlig støtte og hjælp til handicappede, der vil kunne få en hel anden livskvalitet, til at blive en gang plastik kirugi, der laver supermennesker, og dermed danner en uhyggelig klasseforskel i samfundet, som vi aldrig tidligere har set? </p>
<p>Jeg vil nødig undvære min kniv og gaffel, og heldigvis har vi da også et retssystem, der beskytter os, mod dem med de lidt skarpere udgaver af slagsen, og et eller andet sted er jeg også sikker på, at vi nok skal klare balancegangen mellem det dejligt charmerende ufuldkomne menneske, og de hjælpemidler vi bruger til at give os mest mulig livskvalitet, uden at gå på kompromis med de værdier, der får os til at kunne lide at være her. </p>
<p>Jeg hørte forleden én fortælle om en film, der handlede om en menneskekrop, hvis celler var gået i krig med hinanden. På et tidspunkt lykkedes det hjernen, at komme i kontakt med en enkelt celle, og gøre opmærksom på at det nok ville være en rigtig god ide og stoppe krigen og begynde at samarbejde, for ellers ville ingen vinde, cellen rapporterede det videre, men ingen hørte efter, og da en anden af cellerne så opfandt cancer, var det slut, selv for hjernen.</p>
<p>Jeg kan ikke lade være med at forestille mig samfundet lidt på samme måde. Så længe det, vi opfinder, som kloge celler, er til gavn for hele organismen, så klarer vi det nok i det lange løb.</p>
]]></content:encoded>
	</item>
	<item>
		<title>Comment on Søvn by Andreas</title>
		<link>http://www.homoartefaktdebat.dk/supernova/s%c3%b8vn/comment-page-1/#comment-23</link>
		<dc:creator>Andreas</dc:creator>
		<pubDate>Thu, 05 Jun 2008 11:48:58 +0000</pubDate>
		<guid isPermaLink="false">http://www.homoartefaktdebat.dk/?p=16#comment-23</guid>
		<description>Jeg forstod den altså ikke.</description>
		<content:encoded><![CDATA[<p>Jeg forstod den altså ikke.</p>
]]></content:encoded>
	</item>
	<item>
		<title>Comment on Er livet helligt? by Jesper Hoffmeyer</title>
		<link>http://www.homoartefaktdebat.dk/hoffmeyer/er-livet-helligt/comment-page-1/#comment-18</link>
		<dc:creator>Jesper Hoffmeyer</dc:creator>
		<pubDate>Thu, 08 May 2008 14:46:45 +0000</pubDate>
		<guid isPermaLink="false">http://www.homoartefaktdebat.dk/?p=14#comment-18</guid>
		<description>Jeg kan måske berolige Bente Sørensen med, at chancen for at vore &quot;egne eller andres reaktioner eller handlingsmønstre begynder at blive forklaret med&quot; kemiske vekselvirkninger mellem sepcifikke hjerneceller, er meget lille. Frygten hviler på en atomistisk model af hjernens aktivitet, altså en model hvor det, der sker, forårsages af enkeltceller og ikke af mønstre af aktivitet i store ensembler af celler. Efter min bedste overbevisning er atomistiske modeller helt ude af stand til at indfange andet end de mest trivielle reaktionsmønstre. Højere hjernefunktioner som f, eks. oplevelsen af skønhed involverer formentlig et samspil mellem millioner eller endog milliarder af nerveceller i forskellige område af hjernen, og enkeltcelle-modellen bliver helt irrelevant. I sådanne komplekse sammenhænge, må man forvente at finde såkaldt kaosdynamik, som udelukker an analyse ud fra enkeltcellers adfærd. Hjernen og psyken bliver medspillere i deres egen fælles udvikling og lige så stille indretter hjernen sig på at servicere den person, den er en del af. Vores eget livs historie bliver en del af hjernen. Lidt på samme måde som vores krop udtrykker den naturhistorie, den er et produkt af.</description>
		<content:encoded><![CDATA[<p>Jeg kan måske berolige Bente Sørensen med, at chancen for at vore &#8220;egne eller andres reaktioner eller handlingsmønstre begynder at blive forklaret med&#8221; kemiske vekselvirkninger mellem sepcifikke hjerneceller, er meget lille. Frygten hviler på en atomistisk model af hjernens aktivitet, altså en model hvor det, der sker, forårsages af enkeltceller og ikke af mønstre af aktivitet i store ensembler af celler. Efter min bedste overbevisning er atomistiske modeller helt ude af stand til at indfange andet end de mest trivielle reaktionsmønstre. Højere hjernefunktioner som f, eks. oplevelsen af skønhed involverer formentlig et samspil mellem millioner eller endog milliarder af nerveceller i forskellige område af hjernen, og enkeltcelle-modellen bliver helt irrelevant. I sådanne komplekse sammenhænge, må man forvente at finde såkaldt kaosdynamik, som udelukker an analyse ud fra enkeltcellers adfærd. Hjernen og psyken bliver medspillere i deres egen fælles udvikling og lige så stille indretter hjernen sig på at servicere den person, den er en del af. Vores eget livs historie bliver en del af hjernen. Lidt på samme måde som vores krop udtrykker den naturhistorie, den er et produkt af.</p>
]]></content:encoded>
	</item>
	<item>
		<title>Comment on Er livet helligt? by Bente Sørensen</title>
		<link>http://www.homoartefaktdebat.dk/hoffmeyer/er-livet-helligt/comment-page-1/#comment-17</link>
		<dc:creator>Bente Sørensen</dc:creator>
		<pubDate>Wed, 07 May 2008 18:24:43 +0000</pubDate>
		<guid isPermaLink="false">http://www.homoartefaktdebat.dk/?p=14#comment-17</guid>
		<description>Vi er faktisk af samme opfattelse. For det at have muligheden for at reflektere over egne reaktioner og prøve at forbedre sig selv, at reagere anderledes og på den måde skabe en bedre situation for sig selv og andre, er også en evne der i mine øjne gør os specielle - en evne der er smuk, og som udvikles og forandres gennem årene.

Det jeg mener er, at hvis ens egne eller andres reaktioner eller handlingsmønstre begynder at blive forklaret med, at det er en kemisk forbindelse mellem hjernecelle A og hjernecelle Z, eller at din reaktion er et kemisk hormon, der udløses, fordi du eller andre trykker på en nerve, der står i forbindelse med hjernecenter Q...osv. så forsvinder noget af det smukke, der gør os unikke, og så føler jeg, at vi bliver reduceret til en form for avancerede biologiske robotter, der kan oversættes og forklares med en eller anden matematisk formel.

Det kan godt være det er rigtigt, jeg vil bare ikke vide det.</description>
		<content:encoded><![CDATA[<p>Vi er faktisk af samme opfattelse. For det at have muligheden for at reflektere over egne reaktioner og prøve at forbedre sig selv, at reagere anderledes og på den måde skabe en bedre situation for sig selv og andre, er også en evne der i mine øjne gør os specielle &#8211; en evne der er smuk, og som udvikles og forandres gennem årene.</p>
<p>Det jeg mener er, at hvis ens egne eller andres reaktioner eller handlingsmønstre begynder at blive forklaret med, at det er en kemisk forbindelse mellem hjernecelle A og hjernecelle Z, eller at din reaktion er et kemisk hormon, der udløses, fordi du eller andre trykker på en nerve, der står i forbindelse med hjernecenter Q&#8230;osv. så forsvinder noget af det smukke, der gør os unikke, og så føler jeg, at vi bliver reduceret til en form for avancerede biologiske robotter, der kan oversættes og forklares med en eller anden matematisk formel.</p>
<p>Det kan godt være det er rigtigt, jeg vil bare ikke vide det.</p>
]]></content:encoded>
	</item>
	<item>
		<title>Comment on Er livet helligt? by Søren Svendsen</title>
		<link>http://www.homoartefaktdebat.dk/hoffmeyer/er-livet-helligt/comment-page-1/#comment-16</link>
		<dc:creator>Søren Svendsen</dc:creator>
		<pubDate>Tue, 06 May 2008 12:12:11 +0000</pubDate>
		<guid isPermaLink="false">http://www.homoartefaktdebat.dk/?p=14#comment-16</guid>
		<description>&quot;Kommer der ikke snart en dag, hvor vi bare ikke har lyst til at vide hvordan, fordi vi instiktivt fornemmer, at den viden vil begrænse noget smukt?&quot;

- ja det kommer jo an på hvad man opfatter som smukt. Personligt nyder jeg at kunne reflektere over hvorfor jeg reagere som jeg gør i forskellige situationer. Og på den måde kan vores fascination jo ændres over tider og det der er smukt skifter jo også med tiden.</description>
		<content:encoded><![CDATA[<p>&#8220;Kommer der ikke snart en dag, hvor vi bare ikke har lyst til at vide hvordan, fordi vi instiktivt fornemmer, at den viden vil begrænse noget smukt?&#8221;</p>
<p>- ja det kommer jo an på hvad man opfatter som smukt. Personligt nyder jeg at kunne reflektere over hvorfor jeg reagere som jeg gør i forskellige situationer. Og på den måde kan vores fascination jo ændres over tider og det der er smukt skifter jo også med tiden.</p>
]]></content:encoded>
	</item>
	<item>
		<title>Comment on Er livet helligt? by Bente Sørensen</title>
		<link>http://www.homoartefaktdebat.dk/hoffmeyer/er-livet-helligt/comment-page-1/#comment-15</link>
		<dc:creator>Bente Sørensen</dc:creator>
		<pubDate>Mon, 05 May 2008 21:35:28 +0000</pubDate>
		<guid isPermaLink="false">http://www.homoartefaktdebat.dk/?p=14#comment-15</guid>
		<description>Empatien for mennesker i sorg eller krise kan registreres, fordi man genkender følelsen i sig selv, men billeder fremstillet på tv, er jeg enig i, er med til at gøre det til en uvedkommende og fjern registrering, i modsætning til den empati, man føler, når man har et menneske foran sig,og kan gøre en forskel.

Udviklingen af reality shows bl.a. - er jeg bange for -, kan medvirke til at empatien bliver devalueret, lidt ligesom billeder af sultende mennesker i Afrika, efterhånden &quot;bare&quot; registreres, som en reklame for et eller andet.

Det er det, jeg mener med, at vi i vores facination over teknologiens muligheder, bliver vores egen værste fjende, fordi vi selv bliver lidt koldere, jo klogere vi bliver, og - i det her tilfælde -, jo mere vi ser, uden at sige fra, bare fordi muligheden for at se det, stilles til rådighed.

Og hvad angår hjernens mysterier:

Den dag, vi ikke længere kan sætte os ned, og forundres over, hvordan tilfældigheder, tilsammen bliver til et smukt mønster, bare fordi vi automatisk associere det med &quot;viden&quot; om, hvorfor og hvordan den forundring kemisk og biologisk forekommer i eget og andres hoveder, den dag, bliver dagen, hvor jeg mister noget helligt.

Nogle gange er spørgsmål uden svar mere tankevækkende og udviklende end viden.

Kommer der ikke snart en dag, hvor vi bare ikke har lyst til at vide hvordan, fordi vi instiktivt fornemmer, at den viden vil begrænse noget smukt?

Med hensyn til, hvordan vi sikrer en respektfuld naturvidenskab, så er svaret vel dialog. 

Jeg mener, er det for naivt at tro, at forskere bag naturvidenskaben, også er en slags mennesker? :-)

Eller er det fordi, vi kommet dertil, hvor &quot;hunden&quot; fører mennesket? 

Samfundet, videnskabens skabere - det er jo os, eller - for videnskabens vedkommende - mennesker ligesom os - sikkert meget klogere, men vel ikke i, at være menneske. Det er en lektie, vi alle har lært. :-)

Er det seeren, brugeren, den ganske almindelige borger, der skal sige fra, eller er det medierne og videnskabsmændene?

Indtil denne blogg blev stillet til rådighed, har jeg kun vidst, hvordan man slukker for fjernsynet, så tak for muligheden.

Bente Sørensen</description>
		<content:encoded><![CDATA[<p>Empatien for mennesker i sorg eller krise kan registreres, fordi man genkender følelsen i sig selv, men billeder fremstillet på tv, er jeg enig i, er med til at gøre det til en uvedkommende og fjern registrering, i modsætning til den empati, man føler, når man har et menneske foran sig,og kan gøre en forskel.</p>
<p>Udviklingen af reality shows bl.a. &#8211; er jeg bange for -, kan medvirke til at empatien bliver devalueret, lidt ligesom billeder af sultende mennesker i Afrika, efterhånden &#8220;bare&#8221; registreres, som en reklame for et eller andet.</p>
<p>Det er det, jeg mener med, at vi i vores facination over teknologiens muligheder, bliver vores egen værste fjende, fordi vi selv bliver lidt koldere, jo klogere vi bliver, og &#8211; i det her tilfælde -, jo mere vi ser, uden at sige fra, bare fordi muligheden for at se det, stilles til rådighed.</p>
<p>Og hvad angår hjernens mysterier:</p>
<p>Den dag, vi ikke længere kan sætte os ned, og forundres over, hvordan tilfældigheder, tilsammen bliver til et smukt mønster, bare fordi vi automatisk associere det med &#8220;viden&#8221; om, hvorfor og hvordan den forundring kemisk og biologisk forekommer i eget og andres hoveder, den dag, bliver dagen, hvor jeg mister noget helligt.</p>
<p>Nogle gange er spørgsmål uden svar mere tankevækkende og udviklende end viden.</p>
<p>Kommer der ikke snart en dag, hvor vi bare ikke har lyst til at vide hvordan, fordi vi instiktivt fornemmer, at den viden vil begrænse noget smukt?</p>
<p>Med hensyn til, hvordan vi sikrer en respektfuld naturvidenskab, så er svaret vel dialog. </p>
<p>Jeg mener, er det for naivt at tro, at forskere bag naturvidenskaben, også er en slags mennesker? :-)</p>
<p>Eller er det fordi, vi kommet dertil, hvor &#8220;hunden&#8221; fører mennesket? </p>
<p>Samfundet, videnskabens skabere &#8211; det er jo os, eller &#8211; for videnskabens vedkommende &#8211; mennesker ligesom os &#8211; sikkert meget klogere, men vel ikke i, at være menneske. Det er en lektie, vi alle har lært. :-)</p>
<p>Er det seeren, brugeren, den ganske almindelige borger, der skal sige fra, eller er det medierne og videnskabsmændene?</p>
<p>Indtil denne blogg blev stillet til rådighed, har jeg kun vidst, hvordan man slukker for fjernsynet, så tak for muligheden.</p>
<p>Bente Sørensen</p>
]]></content:encoded>
	</item>
</channel>
</rss>
