Men hvad med den form for forskning, der sker uden forsøgspersonernes viden, eller samtykke?

Psykologiske eksperimenter, måske indeholdende nyt teknologisk ingeniør grej? – her tænker jeg stadig på den nuværende banebrydende forskning i hjernens signaler.

I USA blev der for flere år siden lavet forsøg på et universitet med studenter, der blev opdelt i grupper, og gradvist manipuleret til at blive modstandere af hinanden, uden egentligt at være det, blot for til sidst at få vist en film med 2. verdenskrig, og fortalt at det var sådan Hitler bar sig ad.

Hvor var det banebrydende element i det? Kunne historien fra det “virkelige” liv ikke bare have vist det samme? Hvorfor gentage den ?

Med den nye hjerneforskning, kan der blive åbnet for en masse positive muligheder – kun fantasien sætter grænserne næsten, men jeg kan også frygte forskeres interesse i at udnytte muligheden for forsøg som ovennævnte, eller måske endnu mere avancerede – uden først at sikre sig, at der er tale om modige patienter, og ikke blot et tilfældigt udsnit af den ganske almindelige befolkning, der ikke aner hvad der foregår.

Hvem skulle tage det ansvar, som individet selv bliver frataget i en sådan situation?, og hvordan tages det tilbage af forsøgspersonerne, i takt med bevidstliggørelsen af situationen?

Det er en evindelig balancegang. Udvikling, nytænkning – aldrig blive bange for at lære nyt, tage ny teknologi til sig og bruge den positivt for hele samfundet, og jeg har den dybeste respekt for de mennesker, der frivilligt gennem tiden har stillet sig til rådighed for det, men jeg kan ikke lide den slags forsøg, hvor mennesker umyndiggøres, manipuleres med og studeres, uden de ved hvorfor.

For naturligvis skal man ikke lade frygten for noget ondt stå i vejen for alle de positive ting som teknologien og cyborgs kan gøre for dem, der virkelig har brug for det.

Du sætter dog selv fingeren på det problematiske i teknologien. Vil alle få adgang til den? Vil det være økonomisk betinget? Vil den langsomt og snigende vokse sig fra at være en uvurderlig støtte og hjælp til handicappede, der vil kunne få en hel anden livskvalitet, til at blive en gang plastik kirugi, der laver supermennesker, og dermed danner en uhyggelig klasseforskel i samfundet, som vi aldrig tidligere har set?

Jeg vil nødig undvære min kniv og gaffel, og heldigvis har vi da også et retssystem, der beskytter os, mod dem med de lidt skarpere udgaver af slagsen, og et eller andet sted er jeg også sikker på, at vi nok skal klare balancegangen mellem det dejligt charmerende ufuldkomne menneske, og de hjælpemidler vi bruger til at give os mest mulig livskvalitet, uden at gå på kompromis med de værdier, der får os til at kunne lide at være her.

Jeg hørte forleden én fortælle om en film, der handlede om en menneskekrop, hvis celler var gået i krig med hinanden. På et tidspunkt lykkedes det hjernen, at komme i kontakt med en enkelt celle, og gøre opmærksom på at det nok ville være en rigtig god ide og stoppe krigen og begynde at samarbejde, for ellers ville ingen vinde, cellen rapporterede det videre, men ingen hørte efter, og da en anden af cellerne så opfandt cancer, var det slut, selv for hjernen.

Jeg kan ikke lade være med at forestille mig samfundet lidt på samme måde. Så længe det, vi opfinder, som kloge celler, er til gavn for hele organismen, så klarer vi det nok i det lange løb.

Det jeg mener er, at hvis ens egne eller andres reaktioner eller handlingsmønstre begynder at blive forklaret med, at det er en kemisk forbindelse mellem hjernecelle A og hjernecelle Z, eller at din reaktion er et kemisk hormon, der udløses, fordi du eller andre trykker på en nerve, der står i forbindelse med hjernecenter Q…osv. så forsvinder noget af det smukke, der gør os unikke, og så føler jeg, at vi bliver reduceret til en form for avancerede biologiske robotter, der kan oversættes og forklares med en eller anden matematisk formel.

Det kan godt være det er rigtigt, jeg vil bare ikke vide det.

- ja det kommer jo an på hvad man opfatter som smukt. Personligt nyder jeg at kunne reflektere over hvorfor jeg reagere som jeg gør i forskellige situationer. Og på den måde kan vores fascination jo ændres over tider og det der er smukt skifter jo også med tiden.

Udviklingen af reality shows bl.a. – er jeg bange for -, kan medvirke til at empatien bliver devalueret, lidt ligesom billeder af sultende mennesker i Afrika, efterhånden “bare” registreres, som en reklame for et eller andet.

Det er det, jeg mener med, at vi i vores facination over teknologiens muligheder, bliver vores egen værste fjende, fordi vi selv bliver lidt koldere, jo klogere vi bliver, og – i det her tilfælde -, jo mere vi ser, uden at sige fra, bare fordi muligheden for at se det, stilles til rådighed.

Og hvad angår hjernens mysterier:

Den dag, vi ikke længere kan sætte os ned, og forundres over, hvordan tilfældigheder, tilsammen bliver til et smukt mønster, bare fordi vi automatisk associere det med “viden” om, hvorfor og hvordan den forundring kemisk og biologisk forekommer i eget og andres hoveder, den dag, bliver dagen, hvor jeg mister noget helligt.

Nogle gange er spørgsmål uden svar mere tankevækkende og udviklende end viden.

Kommer der ikke snart en dag, hvor vi bare ikke har lyst til at vide hvordan, fordi vi instiktivt fornemmer, at den viden vil begrænse noget smukt?

Med hensyn til, hvordan vi sikrer en respektfuld naturvidenskab, så er svaret vel dialog.

Jeg mener, er det for naivt at tro, at forskere bag naturvidenskaben, også er en slags mennesker? :-)

Eller er det fordi, vi kommet dertil, hvor “hunden” fører mennesket?

Samfundet, videnskabens skabere – det er jo os, eller – for videnskabens vedkommende – mennesker ligesom os – sikkert meget klogere, men vel ikke i, at være menneske. Det er en lektie, vi alle har lært. :-)

Er det seeren, brugeren, den ganske almindelige borger, der skal sige fra, eller er det medierne og videnskabsmændene?

Indtil denne blogg blev stillet til rådighed, har jeg kun vidst, hvordan man slukker for fjernsynet, så tak for muligheden.

Bente Sørensen